27. januar 2009
Kalveruller a la saltimbocca
Jeg er enlig (enke), og som jeg skriver i min profil, så lider jeg af leddegigt, det er ret voldsomt, og begrænser mig tit og ofte i, at fare rundt i de forskellige butikker for at handle ind, men jeg har fundet en løsning - Fisk får jeg hjem fra www.skagenfood.dk, der kan man bestille forskellige typer fiskepakker, som så bliver leveret på ens adresse, på faste dage. Frugt, grønt, kød m.m. får jeg fra www.torvet.dk, det gode ved dette er, at de to firmaer leverer varerne sammen, de har en form for samarbejde,– Det gør også indkøbene noget nemmere!
I dag lavede jeg Kalveruller a la saltimbocca,( min egen beskrivelse) og det smagte fantastisk dejligt krydret, og med en frisk smag fra limesaften.
Jeg fandt på opskriften i løbet af dagen, og her får du den!
Kalveruller a la saltimbocca
Til 2 pers.
2 stk. Kalveschnitzler - ca.175 gr. Pr.stk.
2 tynde skiver spegeskinke
2 salvieblade
Lidt parmesan i flager
Salt, peber
1 lime
1 dl. Hakkede tomater ( Jeg bruger de hakkede fra dåse)
1 lille løg
4 store champignon i skiver
1 dl. vand
1 dl. Fløde
Schnitzlerne bankes let, krydr med peber indvendig, læg en skive spegeskinke på kødskiven samt et salvieblad, riv lidt Parmesan hen over skinken og rul herligheden sammen, luk med en tandstik.
Krydr med salt og peber og rist rullerne op en pande tilsæt løg og champignon og pres saften fra en lime over det hele, tilsæt vand og lad koge op, tilsæt hurtigt tomat samt fløde og kog op, krydr saucen med salt og peber og hæld det hele op i ildfast fad med låg, sæt fadet i en 200 gr. Varm ovn i ca. 30 min. Alt efter kødets beskaffenhed , er det Kalvefilet, så tager det ikke ret lang tid, er det fra inderlår, så tager det noget længere tid
Server med salat, eller ærter og ristede kartofler
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Du er velkommen til at kommentere mine indlæg, det er hyggeligt med lidt respons!