31. januar 2010

Pasta med spinat og rejer


I dag fik jeg lyst til noget pasta, og da det er ved at være længe siden, at jeg har fået fisk eller skaldyr, blev jeg enig med mig selv om at pastaen skulle være med rejer.
1 portion pasta koges (Jeg brugte penne)
6-8 kugler helbladet dybfrossen, men tøet spinat
2 fed hvidløg i skiver, steges i
lidt olie
1½ dl fløde tilsættes, koges op og der krydres med
chili
salt
peber
Pastaen og spinaten kommes i fløden og koges op
150 gr. store rejer tilsættes, (jeg brugte dybfrosne, som jeg havde tøet inden de kom i gryden) kog igennem og server med friskreven parmesan.

Vinderen af 1 års dagens lodtrækning!!!!!!!!

af JAMIE OLIVER SKÆRE/HAKKEBRÆT AF TRÆ M/VUGGEKNIV
er Marianne fra bloggen "Jule" Mig og alt det der "fylder"
Tillykke Marianne!
Gevinsten er sendt, jeg håber, at du bliver glad for den!

30. januar 2010

Et stykke med steg og et med rullepølse.


Jeg havde ikke den store lyst til at det store "køkkenridt", så jeg besluttede, at i dag stod den på smørrebrød, jeg havde steg og rullepølse i køleskabet.
Nu var det så bare det, at jeg ikke lige havde de ingredienser, som man normalt bruger til det pålæg, så jeg lavede noget om på det, vi almindeligvis ser, på de to slags pålæg.
Flæskestegen, blev lagt på brødet, hvor der var et par salatblade, og der blev lagt nogle papirtynde skiver tomat ned i midten, et spejæg blev stegt og vendt, drysset med salt, peber og oregano og lagt oven på tomatskiverne, og på ægget blev lagt en spsk. grøn tomatrelish.
Rullepølse blev lagt på samme måde som stegen, noget græsk yoghurt, blev krydret med salt, peber, chili, hvidløg og lagt på midten af rullepølsemaden, nogle agurkryttere og nogle tomatbåde blev arrangeret på yoghurten og drysset med oregano.
Det smagte skønt, dejlig, anderledes og friskt!

29. januar 2010

Svinekam uden svær med bagt kartoffel, gratineret tomat og tzatziki

Det er sjældent, at jeg steger en hel steg, for som enlig virker det lidt voldsomt, men i dag skulle det gøres, for jeg havde lyst til steg, og jeg kan bruge resten som pålæg, og nå ja, der er da også noget der hedder biksemad.
Et stykke kam uden svær, ridses på langs, 3 lange rids, ikke dybt, ca. 2 mm. og så krydres stegen med salt peber og lidt chili, og stegen lægges på en rist i et ovnfast fad, lidt olie dryppes over, og 2 dl. vand hældes i bunden af fadet, som sættes i en 190 gr. varm ovn, sammen med et par store bage kartofler, som også lige har fået et rids i toppen, ca. 5 kvarter
Når der mangler 15 min. af stegetiden, lægges en halveret stor tomat i ovnen, med en skive mozzarella på toppen, krydret med oregano.
Lav en god tzatziki, foreks.skær 2½ cm. høje stykker agurk i pinde, blandes med græsk yoghurt, salt, citron, friskværnet peber, chili og hvidløg.

Risklatter, når man er lækkersulten!

Jeg havde en sjat ris tilbage fra i går, løse ris, men det er det altid når jeg laver risklatter, eftersom jeg ikke spiser risengrød.
Jeg havde ca. to kopper kogte løse ris, og der kom en
½ dl. mælk i (du kan også bruge fløde) i skålen, sammen med
2 spsk. mel,
1 spsk. sukker
1 tsk. vanilla
1 æg
Det hele blev pisket sammen, og så blev der hældt nogle små portioner af blandingen på en stegepande, jeg brugte planteolie til at stege i.
Idet du sætter dem på panden, vil det flyde lidt i kanten, skub det lidt ind, så klatten får en nogenlunde pæn facon.
Når de har fået noget farve vendes de og steger færdig, jeg kunne have tre klatter ad gangen på panden.
De blev drysset med flormelis og noget ahornsirup blev hældt over.

Vebekomme!

Så drysser det igen!

I går fortalte meteorologerne, at der ville komme en del sne i dag, her i det sydlige, og ja, - de fik i hvert fald ret.



28. januar 2010

Svinekoteletter i tomat med ris


I dag kom min veninde Birthe lige omkring, så jeg lavede en gang koteletter med ris, da jeg ved, - hun elsker ris.
4 pæne koteletter krydres med
olie
salt
peber
paprika
oregano
De ristes i en sauterpande,
1 løg i grove stykker og 1 fed hakket hvidløg tilsættes, sammen med
1 dåse hakkede tomater, kog godt igennem kom eventuelt
en anelse sukker i panden, samt krydr med
salt
peber
chili og
timian
Kog godt igennem, tilsæt
150 gr. champignon
1 porre i smalle skiver, og
½ dl. fløde, kog op, læg låg på panden, og sæt den i ovnen, på 190 gr. i 25 min.
Kog imens risene.

og så er det bare at servere, jeg satte fadene på bordet i dag, og det resulterede selvfølgelig i, at tallerkenen blev fyldt godt op, som man kan se og, at vi fik så godt som spist op, men det smagte nu også dejligt.

27. januar 2010

Kalveschnitzel med skinke og salvie

Jeg ville have haft en wienerschnitzel, men bare tanken om alt det fedt/olie som paneringen suger, fik mig til at ændre mine planer, så det blev en skøn sammenlagt schnitzel med rigtig god smag, bl.a. af salvie:

Prøv selv, det er bare skønt!
Pr. pers
1 kalveschnitzel bankes lidt og der lægges
2 blade salvie og
1 stykke lufttørret skinke, krydres med
lidt peber og schnitzlen lægges sammen på midten og holdes sammen med en tandstik,
Krydres udvendig med
salt og
peber
og ristes i en sauterpande, sammen med
1 løg i både og
1 håndfuld halverede champignon
Når schnitzlen er ristet på begge sider, presses saften af
½ citron over alt i panden,( der skal ikke mere end saften af ½ ctron, uanset om du laver retten til 2 pers.)
og krydres med
salt og
peber og der tilsættes
1 dl. fløde, lad det lige koge op, læg låg på, og sæt panden i ovnen på 190gr.i 45 min.
sammen med et fad hvorpå der er
1 stor bagekartoffel i både, som er dryppet med
olie, og krydret med
salt
peber og
Paprika
Efter 45 min. er retten færdig!
Det smagte fantastisk, glem endelig ikke citonsaften, det får retten op på et højere trin!

26. januar 2010

I dag d. 26/1-2010 har ”Vibekes Mad” eksisteret 1 år!!

Dagen skal fejres med en hurtig lodtrækning, hvor gevinsten er
JAMIE OLIVER SKÆRE/HAKKEBRÆT AF TRÆ M/VUGGEKNIV

Sprit nyt sæt, som vil blive sendt direkte til vinderen fra forhandleren!
Du er med i lodtrækningen, hvis du skriver en kommentar under dette indlæg, inden søndag den 31/1 2010 kl. 22
Altså en kommentar, inden 5 dage!
Det vil være dejligt, hvis du vil fortælle videre via din blog!

Jeg har skrevet 430 indlæg, og for øjeblikket har jeg ca. 500 gæster hver dag, samt haft ”besøg” fra 70 lande!
Jeg syntes det er flot, - ja ærlig talt, - så syntes jeg, at det er fantastisk!
Bloggen blev startet fordi, jeg havde brug for, at beskæftige mig med noget, især da jeg var blevet alene, et lille år før, hvor min mand blev trafikdræbt.
Der er også en anden grund til, at bloggen blev startet, nemlig min datter, jeg ville, at hun skulle have alle de opskrifter og ideer, jeg overhovedet kunne give hende, på en smart måde!
Og så er det skønt, at der er så mange, der har glæde af bloggen og opskrifterne, det har virkelig overrasket og glædet mig, og derudover har jeg via bloggen opdaget, en skøn, hjælpsom og interessant verden.
Jeg vil sige tak til alle der bruger min blog, og tak for alle kommentarerne, det er skønt med respons!
Jeg håber, at I stadig vil bruge bloggen, og jeg vil stadig komme med flere mad ideer, opskrifter og hvad der ellers kommer op.
Som noget nyt, vil der af og til komme opskrifter som bliver vist med billeder fra start til slut, så selv nybegyndere kan være med.
Derudover vil der komme bageopskrifter, det er et område hvor jeg ikke har bevæget mig ret meget i det 1. år
Og så vil desserter stå på programmet, også et område, hvor jeg heller ikke har slået mine folder det 1. år.
Jeg har flere planer, men det må komme undervejs.
Tak for det første år!

23. januar 2010

Pasta med oksekød i rødvin


For nogen tid siden lavede jeg Boeuf Bourguignon og når man er enlig, så vil der være rester, det var der også den dag, og det røg i fryseren,og da jeg i dag ikke havde så mange kræfter, (jeg tror det er kulden, der er skyld i mine smerter) så var det i dag, at det skulle findes frem.
Noget pasta blev kogt
Boeuf Bourguignon blev varmet op, og tilsat en spsk. tomatpure, og en sjat fløde, og kogt godt igennem, den kogte pasta røg ned i gryden til oksekødet og varmet igennem, og øst op i en dyb tallerken, drysset med lidt friskrevet Parmesan.

Så selv om gigten skaber sig, så fik jeg alligevel en dejlig aftensmad, uden de store armbevægelser.
Som du kan se, har jeg brugt nogle temmelig store penne/rør, og det er en god ide, hvis man er vild med saucen, den lægger sig både inde og uden på pastaen.

22. januar 2010

Kyllingbryst med asparges og bagte kartofler

I dag skulle det sidste af kyllingen fra forleden bruges, og der var et bryst tilbage.
Det blev lagt i noget sølvfolie sammen med nogle dybfrosne grønne og hvide asparges, og et par klatter smør, samt et tvist citron og lidt salt, det hele blev pakket sammen, og lagt i ovnen i et fad på 200 gr. sammen med en krydret halveret stor kartoffel.
Det tog ca. 30-35 min. og så var maden klar.

Det smagte skønt!

21. januar 2010

Baguette, 2 bøf og grønt samt dressing


Idag er det ikke en opskrift, men en ide til en hurtig aftensmad til to pers.
1 sprød Baguette
2 stegte bøffer
Salat, tomat, løg og agurk i skiver
Dressing lavet af 2 dele græsk yoghurt, 1 del majonæse, 1 del ketshup, salt, peber, lidt citronsaft
Flæk brødet, del det på midten, og så er det bare, at fylde det på man kan lide.
Sådan, - så er der en hurtig gang fast food, hvor du ved, havd retten indeholder.

20. januar 2010

Butterdejsskål med kylling i champignon a la creme

I går stegte jeg en kylling, og som enhver kan regne ud, så kunne jeg selvfølgelig ikke spise det hele, så i dag skulle der laves et eller andet hvor der indgik kylling, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg ville have kylling i champignon a la creme i butterdejsskål!
1 rulle butterdej rulles ud, og der laves en bund til skålen, evt. ved hjælp af en underkop, samt en til skålens kant, og i den til skålens kant skæres et rundt hul, evt. ved hjælp af en kop, lim bund og kant sammen med sammenpisket æg, lægges på en bageplade, det stykke fra midten (låg) lægges for sig selv, kanten på skålen og låget pensles med æg, og bages i 20 min. på 225 gr.
7-8 Champignon i skiver, steges i olie krydres med salt og peber og saften fra ½ citron presses over, drys 1 tsk. mel over champignon, og tilsæt 1½ dl fløde, kog godt igennem
1 under og overlår fra den stegte kylling fra i går, plukkes for kød, og kom kødet i gryden til champignon, og kog op, tilsæt lidt tørret basilikum og en kop ærter, (dybfrosne) kog op, og fyld nu den færdig bagte skål med stuvning, læg låg på og server!

Man kan også kalde skålen en Vol au vent, - det hedder den faktisk:)

19. januar 2010

Helstegt urtekrydret kylling fyldt med citron og hvidløg på rodfrugt.

Forskellige rodfrugter i passende størrelser, lægges i bunden af en bradepande
Små tomater fordeles rundt i fadet
5-8 fed hvidløg fordeles også i fadet samt en
¼ skiveskåret citron, lidt olie hældes over, og det hele krydres med
salt og
peber.
Citron og tomater er med til at give syrlighed og bitterhed til retten, rodfrugterne gir sødmen og hvidløget skarpheden som gør måltidet til en helhed.
1 Kylling gøres i stand, krydres indvendig med
salt og fyldes med
tre kvarte citronstykker samt så mange fed hvidløg du har lyst til, tag dem ikke ud af skallen.
Dryp lidt olie over kyllingen, og krydr med
salt
Peber
paprika og
finthakkede krydderurter
Læg kyllingen på en rist over fadet med rodfrugterne, og sæt fadet i ovnen på 190 gr. i ca. 1 ½ time

Læg evt. et par store halverede krydrede kartofler ind i ovnen den sidste halve time.

Så er der serveret!

18. januar 2010

En oksesteak med hvad jeg havde!


Det eneste jeg vidste på forhånd var, at jeg ville have sauce og kartofler, og så gik jagten ellers i gang i fryseren, - jeg fandt en oksesteak og lidt, men kraftig oksefond, så steaken blev tøet, imens fandt jeg et glas med grillede pebre, ½ bakke champignon og et løg,
Kartofler blev sat over!
løget pillet, og skåret i skiver
champignon blev klargjort og halveret,
to stor pebre blev hevet op af glasset.
Steaken blev krydret og stegt, og lagt til side.
Løg og champignon blev ristet, og fonden blev tilsat, sammen med noget vand, og
en tsk. tomatpure, samt pebrene, og kogt godt igennem.
Ja så var det jo bare at få kartoflerne pillet, og det hele arrangeret på tallerkenen.
Retten kunne også have været lavet med en hakkebøf.

16. januar 2010

Andebryst og avocado


1 andebryst krydres med
salt og
peber og steges først på skindsiden i ca. 8 -10 min. og 5 min. på kødside, og hviler i 10 min. og skæres i skiver

Salat
1 Avocado i skiver, dryppes med lidt citronsaft
halverede sherrytomater
basilikum hakket
Hjertesalat i strimler
Arranger ovenstående på tallerkenen
Dressing
1 tsk. dijonsennep
½ spsk. blommeeddike
½ spsk. olie
1 tsk. blommesirup
salt, peber
Rystes eller røres godt sammen og hældes over salat

Dertil flute.

15. januar 2010

Laks med pasta, i fløde med basilikum og porre


til en pers.
1 stk. laks
salt
Peber
lime
Laksen lægges i et lille fad krydres og nogle skiver lime lægges over laksen, sæt fadet i ovnen på 190 gr. i ca. 20 - 25 min.
Læg evt. nogle sherrytomater med i fadet.
Pasta koges i vand med salt, dryppes af og hældes tilbage i gryden, sammen med fløde, tynde porre ringe, samt noget frisk eller tørret basilikum, det hele koges igennem
Læg pastaen op på tallerkenen, drys med reven parmesan
laksen lægges ved siden af pastaen, med et par både lime, og de bagte sherrytomater

Både katten og jeg, syntes det smagte rigtig godt:)

14. januar 2010

Nakkekotelet med stuvet spinat, bagte kartofler og tomat

I dag blev det til nakkekotelet med lidt godt tilbehør, Jeg savnede en gang stuvet spinat, så det ville jeg have.
1 nakkekotelet,
1 stor kartoffel halveret
1 stor tomat halveret
Krydr ovenstående med
salt peber
paprika og grøntsagerne tillige
lidt oregano
det hele dryppes med olie og lægges på en rist over et fad og sættes i ovnen på 190 gr. til kartoflerne er møre.
Spinat efter behov (Jeg brugte helbladet frossen spinat)
Fløde
hvidløg
salt
peber
Spinaten koges op med fløde sammen med knust eller skiveskåret hvidløg, og krydres med salt og peber.

Det er da nemt!

13. januar 2010

Det ligner næsten en gang engelsk morgenmad!

I dag blev det til en hurtig tallerken, med et par stegte, rigtig gode pølser, røræg, stegte tomater, og ristet skinke, dertil en skive rugbrød, og som man kan se, med et ordentlig lag smør, og havde jeg haft Baked beans, så havde de været på tallerkenen i stedet for stegte tomater.

Nogle gange, har jeg bare lyst til noget helt andet, og aftenens tallerken er et eksempel på det.

12. januar 2010

Skipperlabskovs

Min veninde fortalte, at hun aldrig havde fået Skipperlabskovs, og eftersom at jeg havde noget okseklump tilbage fra forleden hvor jeg lavede Boeuf Bourguignon, så syntes jeg, at hun skulle prøve det, og det var en succes!
Portionen passede lige til os to.
500 gr. okseklump i tern af 1½ cm+1½ cm.
kommes i kogende vand, lad vandet koge op igen og smid vandet væk, så skulle din labskovs ikke blive grå og kedelig.
2-3 store løg i tern
1 kg kartofler i tern
vand
olie
2 -3 laurbærblade
12 peberkorn
Salt
Peber
Smør
purløg
Olien varmes op i en gryde og
løgene tilsættes og svitses klare.
Tilsæt det blancherede kød
kom laurbærblade, peberkorn og vand i gryden, det skal være dækket af vand. Og lad retten små simre under låg en god times tid, eller til kødet er mørt, det er vigtigt.
Kartoffelternene hældes i gryden og koger med til de begynder at koge ud.
Rør så rundt og smag til med salt og peber.

Retten serveres med purløg drysset på toppen, syltet rødbede og rugbrød

Sådan lidt af hvert.


Af og til føler jeg, at jeg står med det ene ben i ”graven”, andre gange føler jeg, at jeg kan klare alt, jeg er altså mærkelig skruet sammen!
Som I sikkert blev klar over, lige efter nytår, så var jeg langt nede i kælderen, jeg ved ikke hvorfor, eller hvordan eller hvad der gjorde, at situationen var sådan, men fakta er, at jeg havde det ad hel…. til, og gad faktisk ikke mere, hverken blog, mad, eller snakke med nogen, jeg syntes alt var ligegyldig! Nu ikke misforstå, jeg er ikke en der bare giver op, - tværtimod! Jeg prøver altid at finde et lys, som jeg kan tage pejling efter, og det lykkedes faktisk altid, på den ene eller den anden måde!
Men hvorfor pokker skal man så langt ned i kælderen ind imellem?
Jeg ved godt, at den gigt og det medicin, som jeg skal tage, sikkert er medvirkende til de svingninger, som jeg tilsyneladende skal igennem, men det er ikke fair, jeg mener, nu er jeg ramt af gigten, så behøver medicinen da ikke gøre det værre!
Nå men fakta er, at lige nu har jeg det fint, og hvis jeg lader være med at fare for meget rundt, så kan jeg holde kroppen på det niveau, men det kræver at der ikke er mange udskejelser.

I går var jeg ude at handle lidt, næsten alle mine blomster var gået til, fordi jeg er en klovn til at få dem vandet, og med en brændeovn i huset, så kræver blomsterne altså vand, så jeg fik købt nogle nye, normalt vil jeg have grønne planter, men jeg tænkte, måske var det en ide, at få nogle ind med blomster, det kunne være, at humøret blev bedre af, at der er lidt farverigt, og det tror jeg faktisk virker.

Sneen har igen lagt en frisk dyne over landskabet, det er flot, men også lidt besværligt, både når hønsene skal fodres, og når der skal hentes træ, men flot er det altså, de eneste spor der er i sneen er min besøgsven, katten, der kommer og skal have sin daglige portion mad.

I aften skal der laves Skipperlabskovs her i huset, min veninde fortalte, at det havde hun aldrig smagt, så det må jeg lave om på, det skal hun prøve.
God dag til jer alle!

11. januar 2010

Kyllingekrebinet med hjemmelavede Kartoffelchips, majs og grov tzatziki

Idag skulle det være let og enkelt, så jeg lavede kyllingekrebinet med sjovt tilbehør!

1 stor kartoffel skæres i tynde skiver og skiverne vendes i
olie, der er krydret med de krydderier du har lyst til, jeg brugte
salt
Peber
paprika og
chili
Kartoffelskiverne blev lagt på noget bagepapir, og sat i en 190 gr. varm ovn, i ca. 25 min. jeg vendte dem en enkel gang undervejs
200 gr. kylling hak formes til en bøf og vendes i
lidt mel som er krydret med
salt
peber
paprika
steges på panden i lidt olie
Grov tzatziki
skær 2½ cm. høje stykker agurk i pinde, blandes med
græsk yoghurt,
salt,
friskværnet peber og
hvidløg.
Majs
1 dåse majs hældes op i en gryde og tilsættes
1 klat smør.
Koges op og så er de klar.

Forresten, Kartoffelchipsene blev fantastisk sprøde og rigtig gode, og eftersom det var et forsøg, så må jeg sige, at forsøget var vellykket:)

10. januar 2010

Boeuf Bourguignon

I dag skulle der noget rigtig godt på bordet, det skulle være skønt, smagfuldt -nemlig

Boeuf Bourguignon
2-3 personer
75 gram bacon i små tern
evt. olivenolie
½ kilo skært oksekød i tern a 3+3 cm.
1 gulerod i skiver
1 løg i skiver

salt
peber
2 spsk. mel
1/3 fl. god rødvin
1/3 l. oksekødsfond
1 spsk. tomatpure
1 fed hvidløg
1 kvist timian
1 stk. laurbærblad
1 kvist rosmarin
8 skalotteløg, eller en kop perleløg
250 gram champignon skåret i kvarte

Forvarm ovnen til 200 grader
Sauter bacon i olivenolie over moderat varme i 2 til 3 minutter så det bruner let. Tag bacon op. Tør nu oksekødstykkerne i køkkenrulle da kødet bruner meget nemmere, når det ikke er fugtigt. Sauter kødet i det varme baconfedt, lidt ad gangen indtil kødet er pænt brunt på alle sider.
Tag kødet op.
I samme fedt brunes de snittede grøntsager.
Kom oksekød og bacon tilbage i gryden og tilsæt salt og peber.
Drys melet over kødet gerne gennem en si, så det ikke klumper
Tilsæt nu vin og fond, så kødet lige er dækket. Tilsæt tomatpuré, hvidløg og urter.
Lad det simre.

Sæt låg på gryden og stil den i den forvarmede ovn, skru ned til 180 gr. Lad det stå i ovnen 1½ time.

Tilsæt champignon, skalotteløg eller perleløg og lad det hele simre videre i ca. en ½ time.
Tag gryden ud, smag til med salt og peber og server med
Grov Rodfrugtmos
2 store kartofler i tern
2 store gulerødder i stykker
2 pastinakker i stykker
1 tyk skive selleri i tern
Koges i vand til det er mørt, hæld vandet fra, (gem lidt af kogevandet) moses med en stamper, tilsæt
1 spsk smør
salt
peber
krydderurter efter smag;
evt. lidt af kogevandet, hvis mosen er for fast.

En KOLD søndag!


I dag er der knageme koldt ude, hønsene får havregryn blødt op i kogende vand, for at holde varmen, det er dem vel undt!
De får selvfølgelig også korn og fuldfoder, og frisk, men lunken vand.
De lægger ikke ret mange æg, men nok til, at jeg har det, jeg skal bruge.
Det er i grunden fantastisk, at de ældste af hønsene stadig still going strong, og af og til kan jeg stadig få æg fra dem, den ene leverer endda, med to blommer.

I drivhuset står laurbær træet fantastisk, jeg skulle lige bruge nogle blade til dagens aftensmad, som skal være oksekød i rødvin, sådan en rigtig simre ret med store klumper kød, og så vil jeg lave en rodfrugtmos til, bare det, - at jeg skriver det, gir en masse mundvand.

Nu skal der hentes træ til brændeovnen, i mens ”Marie” støvsuger, det kan man da kalde arbejdsfordeling:)