![](https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiwUn99ZYjmoqET7OQBvztWYDwbrhyaeIXJZvL7XFJh23LW5fyecZmb8DeByBj67UUtYqLJMeWSlVKDfGAcOvJ2D-1JV-tNUtGJynLoSvFxP-50ehlP8QOjw1rBNazf0wWfGj0kfO5HtQ4/s280/003.JPG)
Tomater på mit køkkenbord:
Da jeg startede bloggen, var det meningen, at jeg ville skrive hver søndag, hvad ugens menuer ville bestå af, jeg har forsøgt, men det ender som regel anderledes, end hvad jeg havde planlagt.
Det kan der være mange grunde til, for eksempel, at jeg glemmer at få det op af fryseren, får det forkerte op af fryseren, fordi jeg ikke har skrevet hvad posen indeholder eller, at jeg alligevel ikke gider spise det jeg havde planlagt, jeg er sikkert alt for impulsiv men, jeg har skabt mange nye retter på den måde, for når det er kommet frem fra fryseren, så skal det bruges, enten på den ene eller den anden måde.
Der er ting jeg ikke kan fordrage, for eksempel pastasalat, jeg gider ikke spise de kolde pastadimser, uanset hvad det er blandet med, - varm pasta - det er mig.
Mærkeligt i grunden, for jeg kan godt lide rissalat! Især hvis risen er blandet med ærter, majs, tomater, løg og tun (i olie)
Jeg gider heller ikke spise det samme to dage i træk, men jeg vil have, at rester bliver brugt, og de ender ofte i ny forklædning en eller to dage efter, eller bliver brugt til frokost.
Jeg køber aldrig pålæg, har jeg ikke nogle rester, så koger jeg et æg, og jeg har også altid ost, gerne tre fire forskellige slags.
Jeg har altid masser af krydderurter, både i haven og i potter indendørs, jeg elsker krydderurter, de dufter så skønt i køkkenet, og de bliver brugt flittigt.
Jeg har det ligeså med tomater, dem kan jeg heller ikke få for mange af, nu varer det forhåbentlig ikke så længe, så kan jeg hente dem i drivhuset, men de blev plantet sent, så jeg må pænt vente, jeg har også sået en pokkers masse basilikum, dem planter jeg ud mellem tomatplanterne når de har fået en passende størrelse, der trives de godt, ved jeg af erfaring, det har min mand og jeg altid gjort, og det vil jeg naturligvis fortsætte med.
Har du også noget du ikke vil undvære?
![](https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi7IbD6nYskVlRRuPVdBZn45cm3X7MmnfcPvcaKvkqgDEbWfdaHD67Kpsgyzqzy40xTS87WOAie93h6zH1CH_7kUKCNekfbntILZu8TntUiPu-S5Hjp6vCbKr6Fx1MPcSGPwGkuYr8LCzM/s280/002.JPG)
Krydderurter på mit køkkenbord: