15. december 2010

Småkager

Her er nogle opskrifter på småkager!
Klejner
200 g mel
65 g sukker
1½ tsk. stødt kardemomme
fintreven skal af 1 citron
½ tsk. bagepulver
50 g smør
1 æg
3 spsk. fløde
palmin til kogning
Bland mel, sukker, kardemomme, citronskal og bagepulver og smuldr smørret heri.
Pisk fløde og æg sammen og rør det i blandingen.
Ælt dejen smidig og lad den hvile ½ time.
Del den så i 3-4 portioner, som rulles ud på et melet bord.
Skær dejen ud i 3 cm brede strimler og del så disse i 6-7 cm lange stykker. Giv dem et lille snit midtpå og træk den ene ende gennem hullet.
Varm palminen op så den syder omkring en tændstik.
Læg nu 3-4 klejner i, vend dem når de er gyldenbrune.
Efter kogning skal de dryppe af på et stykke fedtsugende papir.

————————————–
Brunkager
250 g smør
125 g sirup
250 g sukker
ca. 1/2 kg mel
2 tsk kanel
2 tsk nelliker
50 g sukat eller pomeransskal
100 g mandler
10 potaske
Smørret varmes i en gryde sammen med sirup og sukker, det tages af ilden, og potasken, der er udrørt i ganske lidt vand, tilsættes og omrøres godt. Derefter kommes krydderierne i sammen med den finthakkede pomeransskal. Når blandingen er lunken, tilsættes så meget mel, at dejen kan formes til 4 runde pølser, men først æltes den godt igennem på bordet. Pølserne må ikke være for tykke. De stilles 3-10 dage på et koldt sted, og skæres derefter med en virkelig skarp kniv i uendelig tynde skiver. Bages ved 200 grader i ca. 5 min.
————————————–
Ingefærsmåkager
250 g hvedemel
1 spsk ingefær
1 tsk kanel
1/2 tsk nelliker
1/2 tsk natron
200 g sukker
85 gr. smør
10 g gær
1/2 spsk mælk
1 æg
Bland mel, krydderier og natron. Tilsæt sukkeret. Tilsæt plantemargarinen, som fordeles i små klatter. Udrør gæren i mælken og tilsæt sammen med ægget. Ælt det hele sammen til en ensartet dej. Tril dejen i kugler på størrelse med en valnød. Bagetid: ca. 10 minutter ved 175 grader.
————————————–
Jødekager
275 g hvedemel
200 g smør
125 g sukker
1/2 tsk hjortetakssalt
1 æg
1 æg til pensling
25 g mandler
4 spsk sukker
1 spsk kanel
Hak mel og smør sammen og findel det til en grynet masse. Bland sukker med hjortetakssalt og kom det i. Kom det let sammenpiskede æg i og ælt dejen til en ensartet masse. Ligges koldt ca. 2 1/2 timer. Ælt dejen let igennem, rul den ud på et melet bord og stik den ud i runde kager med et glas eller lignende. Pensles med sammenpisket æg. Drysses med hakkede mandler og en blanding af sukker og kanel. Bages 8-10 min ved 200 C, og afkøles på rist.
————————————–
Sønderjyske Kringler
250 g mel
150 g smør
2 tsk vaniljesukker
20 g gær
pynt:
1 sammenpisket æg
perlesukker
Smørret smuldres i melet. Gæren udrøres i 2 spsk koldt vand og kommes i melet. Æltes sammen og hviler koldt 1/2 time. Dejen trilles i fingertykke pølser og skæres i 15 cm stykker, som formes til små kringler. Kringlerne lægges på en smurt bageplade, smøres med sammenpisket æg og drysses med rigeligt perlesukker. Bages ved 210 grader i 12-14 min., midt i ovnen.
NB! Kagerne opbevares i kagedåse, men er også egnede til frysning.
————————————–
Vanilje kranse
150 gram smør
250 gram (4 dl) hvedemel
100 gram (1 1/4 dl) sukker
1 æg
1 stang vanilje
50 gram mandler
Margarinen smuldres i melet. Sukker og æg tilsættes.
Vaniljestangen flækkes, og kornene skrabes ud. Mandlerne smuttes og hakkes fint.
Vaniljekorn og mandler kommes i dejen og den æltes let sammen.
Dejen hviler koldt et par timer eller længere.
Dejen køres herefter gennem kød maskinens bageplade, skæres i stykker på skrå og formes til kranse.
Bagetid: 6-7 minutter ved 200 grader
————————————–
Finsk brød
250 gram smør
100 gram sukker
375 gram mel
Det hele æltes sammen og rulles ud i ca. ½ cm.
Skæres ud - pensl med æg og drys hakkede mandler/nødder over.
Kom til sidst også perlesukker ovenpå, og bages ved 200gr. i ca 10-12
————————————–
Drømme
Ca. 65 stk.
100 gram smeltet smør
100 gram sukker
3 tsk. vaniljesukker
125 gram mel
3/4 strøget tsk. hjortetaksalt
Smørret smeltes og afsvales lidt, inden det røres med sukker og vanillesukker. Heri blandes melet med hjortetaksalt.
Dejen røres sammen med en ske og samles derefter ude på bordet til en blød dej, som straks deles (den kan også lægges koldt i timer eller dage), som man finder passende.
Den trilles herefter ud til smalle pølser, der afskæres og trilles til kirsebærstore kugler, som lægges med lidt afstand på smurte plader.
Bages ved svag varme - 175 grader - på nederste rille i ca. 15 minutter.
————————————–
Pebernødder
250 g mel
1/8 tsk hjortetaksalt
1/2 tsk kanel
1/2 tsk peber
1/2 tsk ingefær
1/2 tsk nelliker
100 g smør
175 g sukker
1 æg
2 spsk fløde
Mel, hjortetaksalt og krydderier blandes sammen. Fast, koldt smør eller margarine hakkes i. Sukker og æg røres til æggesnaps, hvori fløden blandes. Melet samles med æggesnapsen, og dejen æltes godt sammen. Dejen er fryseegnet. Dejen trilles i fingertykke stænger, der skæres i småstykker og trilles til kugler. Bages i forvarmet ovn ca. 10 min ved 180 grader.
————————————–
Sønderjyske fedtkager
(ca 100 stk)
250 g ukrydret svindefedt
250 g sukker (ca. 3 dl)
375 g hvedemel (ca. 4 dl)
½ tsk. hjortetaksalt

evt. et par spsk. kakaopulver
Tilberedningstid:
Ca. 1 time, heraf ca. 20 min. i ovnen (Temperatur 150)
Svinefedtet smuldres i melet.
Sukker og hjortetaksalt blandes heri.
Dejen samles med let hånd
Dejen trilles ud til stænger, der skæres i mindre stykker. Disse stykker trilles derpå til kugler.
Dej kuglerne sættes på den smurte bagerplade, og der laves en fordybning i hver kage med tommeltotten.
Kagerne bages i en ikke for varm ovn, ca 150 grader i 20 min., til de er gennembagte men helt lyse.
Bemærk:
Ser man stort på originaliteten og gerne vil have lidt farve på kagerne, tilsættes der 2 spsk. kakaopulver til halvdelen af dejen, inden den trilles ud til stænger.
Kagerne kan også bages med smør eller margarine i stedet for fedt, men hermed mister kagerne deres særpræg

13. december 2010

Så ligger sneen der igen!

Jeg troede lige, at vi skulle være fri for sne, i hvert fald for et stykke tid, men det skulle vi ikke, alt dette er kommet i løbet af formiddagen!
Irriterende, - men meget smukt!

11. december 2010

Flere opskrifter på juleknas

Min nu afdøde mand og jeg havde i sin tid, en slagterbutik og dinner transportable, og til jul lavede vi, foruden alle de retter som hører julen til, også julekonfekt, jeg har gemt disse opskrifter, og her er et pænt udvalg af dem I ikke fik sidste år.

Brændte figner med marcipan
1 ds. brændte figner, 450 g
100 g ren rå marcipan
lidt portvin eller cognac
ca. 100 g mørk chokolade til overtræk
pynt:
guldstøv
Tag fignerne op af lagen, tør dem evt. lidt af, og læg dem på bagepapir på en plade. Tør dem i ovnen ved 50-100C ca. 45 minutter. Vend dem gerne en gang. De skal være så tørre, at man kan røre ved dem, uden at det klistrer. Lad dem blive kolde. Rør marcipanen blød med lidt spiritus. Skær et snit i bunden af hver figen, og fyld marcipan i hullet. Form fignen lidt rund. Dyp dem i smeltet chokolade, og drys med lidt guldstøv. Lad dem tørre helt. Kan opbevares i dåse eller koldt i et par dage.

Glaserede æbler
250 g sukker
1 dl vand
2 tsk druesukker
1/2 tsk eddike
4-6 æbler (paradis- eller pigeon)
Blomsterpinde el. lign.

Sukker, vand og eddike koges til massen bliver gylden i kanten.
Æblerne (med stilk og blomst) sættes på pinde og vendes i karamelmassen.
Sættes til afdrypning på papir.
Man kan også glasere: Vindruer med stilk, kirsebær, appelsinbåde (med hinde da de skal være tørre,) hasselnødder, valnødder.

Konfektrulle
250 g marcipan
1 spsk stærk kaffe (en skefuld Nescafé i meget lidt kogende vand)
50 g valnødder
1 spsk whisky
lidt flormelis
100 g hvid chokolade
Fyld:
Chokoladeblade
Rosenblade (eller andre små, glatte blade)
50 g mørk chokolade

Smelt chokoladen. Den pensles i et tyndt lag på de rene blade. Efter første lag chokolade kommes bladene i køleskabet i fem minutter, så chokoladen størkner. Pas på, at der ikke kommer chokolade på undersiden af bladet. Pensles igen og evt. en tredje gang, så der er et tyndt, men dækkende lag chokolade over hele bladet. Når sidste lag chokolade er størknet, trækkes bladet forsigtigt af. Brug bladene til pynt på konfektrullen.
til pynt:
chokoladeblade og guldstøv
Sådan gør du:
Ælt marcipan og valnødder sammen. Hæld lidt efter lidt kaffen og whiskyen i og smag til efterhånden.
Ælt det hele godt sammen. Rul massen til en slank pølse, tilsæt evt. flormelis, hvis massen er for våd. Smelt forsigtigt den hvide chokolade og smør på pølsen. Det skal gøres af flere omgange, hvor pølsen vendes, både for at chokoladelaget bliver tykt, og for at både under- og overside bliver dækket. Mens det sidste lag chokolade stadig er vådt, pyntes med chokoladeblade og guldstøv.

Knas med chokolade, honning og mandler
Skallen af ½ appelsin, fintrevet
Skallen af ½ citron, fintrevet
340 gram finthakket mørk chokolade
450 gram mandelflager
170 gram usaltet smør
340 gram lyst rørsukker, evt. almindelig sukker
1 dl vand
6 cl mørk rom
6 cl flydende lavendelhonning

Forvarm ovnen til 180 grader. Rist halvdelen af mandelflagerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Hold øje med dem, de skal kun lige være gyldne. Tag dem fra varmen log lad dem køle af indtil de skal bruges.
Karamel: Riv citrusskallerne fint og hak chokoladen fint. Kom smør i en sauterpande og smelt det over svag varme, det må ikke simre eller tage farve. Når smørret er smeltet, tilsættes sukker, vand, rom og honning. Skru op for varmen og rør i blandingen til det når en temperatur på 104 grader. Tilsæt derefter den anden halvdel af mandelflagerne og rør i blandingen til den er 107 grader varm. Tilsæt appelsinskal og rør rundt. Spred massen ud på en bageplade beklædt med et stykke bagepapir og sæt den midt i den forvarmede ovn. Lad karamellen bage i 24 - 26 minutter eller indtil den er flot gylden i farven. Tag bagepladen ud af ovnen og lad karamellen køle af i 5 minutter.
Pyntning: Drys den finthakkede chokolade jævnt ud over karamellen og lad den smelte helt. Har chokoladen svært ved at smelte, så sæt kort bagepladen i ovnen og udnyt restvarmen til at smelte chokoladen. Når den er smeltet, bruges en paletkniv til at sprede chokoladen i et jævnt tykt lag. Spred de ristede mandelflager ud over chokoladen så de dækker.

Stil straks derefter pladen i fryseren i 20 minutter (del evt. først portionen halvt over) og knæk det i flere små stykker. Karamellen kan også i stedet sættes i køleskabet i 45 minutter eller sætte sig i ca. 2 timer ved almindelig stuetemperatur. Karamellen opbevares i en tæt plasticbeholder i fryser eller køleskab.

Angående de tre næste opskrifter:

Til Karamellerne kan du bruge akacie eller dansk blomsterhonning
Flødekarameller
450 gram honning
1/4 liter piskefløde
100 gram smør
saft af 1 citron
Honning og fløde røres sammen i en stor gryde. Gryden sættes over varmen på fuld kraft, og når blandingen er godt varm, tilsættes smørret.
Massen skal koge op, og citronsaften kommes i. Der må ikke røres i gryden under kogningen.
Massen skal være ca. 135 grader.
Når karamelmassen er færdig, hældes den op i en smurt bradepande. Massen afkøles og skæres i firkanter. Karamellerne pakkes ind i vokspapir og opbevares i tørre, lufttætte glas eller kagedåser.

Chokoladekarameller

900 gram honning
1/4 liter piskefløde
50 gram kakao
150 gram smør
1 stang vanilje

Honning, fløde og kakao kommes i en gryde og røres godt sammen.
Blandingen bringes i kog under kraftig varme og omrøring. Når temperaturen når 130 grader, tages gryden af varmen. Smør og stødt vanilje tilsættes, og der piskes i massen indtil den er sej og jævn.
Karamelmassen hældes i en godt smurt bradepande, og når den er halvkold, skæres den i terninger. Karamellerne afkøles og lægges i lufttætte poser.

Kokoskarameller
200 gram honning
50 gram kokosmel
1/2 liter piskefløde
1 stang vanilje

Honning, kokosmel og fløde varmes op til kogepunktet under kraftig omrøring.
Der skrues ned for varmen, og massen koges videre under stadig kraftig omrøring. Stødt vanilje tilsættes.
Karamelmassen hældes i en smurt form og behandles som nævnt under chokoladekarameller.

Rom-kugler
200 g. margarine
250 g. sukker
250 g. havregryn (hakkes fint)
250 g. cacao
1 spsk. romessens
7 spsk. kold kaffe
Pynt
Flormelis

Margarine, sukker, cacao, romessens og kaffe æltes godt sammen.
Derefter æltes de hakkede havregryn i lidt af gangen til dejen er godt mættet, det er ikke sikkert at alt havregrynet skal bruges.
Rul så dejen til små kugler og rul dem i flormelis. Kuglerne må ikke gemmes i en tæt sluttende dåse.

Kvædebrød
1 kg pærekvæder, der helst skal have en nats frost
¾ kg sukker
1 dl eddike

Kvæderne skylles, stilk og blomst fjernes. Kvæderne skæres i mindre stykker, og kærnehuset skal bruges, da der er meget pektin deri. Koges møre i vand og blendes. Hældes derefter tilbage i gryden, hvor sukker og eddike tilsættes. Koges ca. ½ time, hvorefter mosen hældes på rene fade og henstår ca. 4 - 6 uger. Massen skal vendes engang imellem, og der strøs sukker på overfladen. Når massen er størknet, skærer man passende stykker ud.

Abrikoskonfekt med Amaretto
4-5 abrikos i Amaretto
350 g mørk chokolade
200 ml piskefløde (2dl)
25 g honning
45 g smør
1 appelsin
Pynt:
abrikoser og nødder

Honning, appelsinsaft og lidt reven appelsinskal koges ned. Tilsæt piskefløde og varm op. Tilsæt hakket chokolade og lad det smelte.
Smørret kommes i ved 30°C, og derefter tilsættes hakkede abrikoser.
Massen afkøles i en form og skæres ud i tern eller ruder i passende størrelse. Overtrækkes med chokolade.
Pynt med hakkede, tørrede abrikoser tilsat en anelse hakkede nødder

Abrikos-flæsk
500 g abrikoser
1/4 l vand
1 brev gelepulver (40g) Evt gul melatin
500 g sukker
1 tsk smør

Skyl abrikoserne og kom dem i en skål. Hæld vandet på og lad dem stå natten over. Kog abrikoserne i udblødningsvandet i ca 10 minutter. Blend dem og hæld mosen i en gryde.
Lad den koge et par minutter under piskning. Bland gelepulver med 4 spsk sukker og rør det i. Lad det koge 1 minut under omrøring. Rør resten af sukkeret i og lad det koge kraftigt under omrøring.
Smør en flad form med smør og hæld mosen i . Den skal ligge i ca 2cm tykkelse. Afkøles og tørres i 1-2 døgn. Kommes på et stykke pergamentpapir. Når massen er fast, på bagerist i 1-2 døgn.
Chokoladetrøffel kugler
3 dl. piskefløde
50 gram usaltet smør
600 gram mørk chokolade
fintreven skal af 1 usprøjtet appelsin
2 spsk. appelsinlikør
½ dl. Kakaopulver

Kog fløden og smør i en tykbundet gryde, og afkøl den til ca. 35 grader. Bræk chokoladen i små stykker og smelt den heri over meget svag varme. Smag til med appelsinskal og likør og stil det til afkøling i køleskabet i mindst 1 time.
Form små kugler og rul dem i kakao. Stil dem koldt til de skal serveres.

Kanel trøffel
3 ½ dl. piskefløde
1 stykke kanel, ca. 4 cm.
300 gram mørk chokolade

Kog fløden op med kanel i en lille gryde. Tag den fra varmen og lad det hele trække under låg i ca. 30 minutter.
Hak chokoladen meget fint og kom den i en skål. Varm igen fløden op og hæld den langsomt igennem en sigte over chokoladen. Rør imens med en træske til massen er homogen.
Hæld massen i en form. Dæk den til med husholdningsfilm og stil den køligt til den er fast. Rul massen til kugler eller skær den i firkanter og vend dem i kakao eller overtræk med smeltet chokolade.
Man kan justere konsistensen efter behag ved at tilsætte mere eller mindre fløde.
Marcipan- og nougatkugler
250 gram rå marcipan
80 gram nougat
250 gram chokoladeovertræk
to spiseskefulde kakaolikør

Skær marcipanen i skiver på en halv centimeter.
Skær også nougaten i skiver på en halv centimeter, og læg dem ovenpå marcipanstykkerne.
Del skiverne i fire dele, og rul hver del til en kugle.
Overtræk
Smelt chokoladen i en lille gryde ved svag varme.
Tilsæt kakaolikøren, og rør den ind i chokoladen.
Vend marcipankuglerne i chokoladen ved hjælp af et par teskeer. Læg kuglerne på pergamentpapir.
Lad chokoladeovertrækket stivne, inden kuglerne lægges væk.
Opbevaring
Opbevar de færdige kugler tørt og koldt. Men ikke i køleskabet, hvor man risikerer, at der dannes kondens, som skjolder chokoladeovertrækket.
Chokoladeovertrækket til nougatkuglerne bliver anderledes, hvis du tilsætter kakaolikør. Chokoladen bliver mere stiv, end hvis du bruger ren chokolade. Der er anvendt almindelige råvarer.

Toppede brosten
300 gram lys sirup
2 spsk. smør
1 tsk. eddike
1 stk. vanille
100 gram guldkorn
Fremgangsmåde:
Siruppen koges til 118 grader, eller en dråbe stivner til en blød kugle i koldt vand. Rør af og til for at undgå, at siruppen brænder på. Når temperaturen er nået, fjernes gryden fra ilden. Smør, eddike og vanilje blandes i. Guldkornene hældes i en oliesmurt skål. Siruppen hældes over. Det hele blandes godt, hvorefter massen hældes i en oliesmurt aluminiums-form, der er 24x24 cm.
Efter afkølingen skæres massen i 48 firkanter.

3. december 2010

Citronfyldt Kylling

Det er meget længe siden, at der er blevet stegt en hel kylling her i huset, så i dag blev det simpelthen en nødvendighed, og her er resultatet.
1 kylling renses, krydres med
salt og
peber og fyldes med
citronbåde, og
en kvist rosmarin
Kyllingen krydres udvendig med
salt,
peber og
chiliflager og lægges på en rist i en lille bradepande, og der presses
Citronsaft ud over kyllingen
Sæt bradepanden i en 180 gr. varm ovn ca. fem kvarter, - efter størrelse!
Server med det tilbehør, du har lyst til.

Kyllingen blev meget saftig, og smagte vidunderligt.

19. november 2010

Kyllingebryst, pasta champignon med mere.

Forleden stegte jeg to stk. kyllingebryst, men skulle kun bruge det ene, så det andet var i køleskabet, og skulle bruges, det inspirerede til denne ret.
Pastavand blev sat over, jeg brugte frisk pasta, så pastaen kom først i det kogende vand med salt 3 min. før det skulle bruges.
I en pande kom
olie og
2 skiver bacon i tern
en håndfuld champignon i skiver samt
et fed hvidløg, derefter kom
to tomater, skåret i tern i panden, samt
1stegt kyllingebryst i skiver
1 håndfuld ærter (jeg brugte friske ærter, købt i Superbest)
lidt citronsaft, efter smag.
Salt og
peber, samt
1½ dl. fløde, kog godt igennem, og tilsæt den kogte pasta, kog igennem,
1 lille håndfuld skåret basilikum tilsættes, vendes lidt rundt,
og så er det bare at servere.

14. november 2010

Kyllinge krebinet med tilbehør

Endelig fik jeg lysten til at skrive igen, det har været en sej omgang, at komme igennem!
I dag lavede jeg en krebinet af hakket kyllingekød, med champignonflødesauce, ærter og kartofler, og det var da bare det rene smovs!
Sæt kartofler over!
Sæt en gryde over på svagt blus med noget vand med salt (til ærterne)
200 gr. hakket kyllingekød formes til en bøf, og krydres med
salt
peber
chiliflager, og ristes på panden 3-4 min. på hver side, i lidt
olie, - tilsæt
150 gr. champignon og rist dem med i yderligere 3-4 min. tilsæt
saften af en lime, fordel det både på krebinetten og champignon, krydr desuden champignon med
salt og
peber, efter endnu 3 min. (husk at vende krebinetterne en gang imellem)tilsættes
2 dl. fløde, og det koges ind til ca. det halve.
Imens koges ærterne ca. 30 sek. Og så er det bare at servere.

10. oktober 2010

Fødselsdag på Restaurant Bind

Forleden fejrede vi min fødselsdag på Restaurant Bind. Et kik ud over Flensborg fjord, hvor skibet lå så flot!
Min datter og svigersøn inviterede, og derudover var min svigerinde med, min bror var desværre optaget, men vi fik en dejlig aften, hyggelig og med lækker mad. Som sædvanlig, fotograferede min svigersøn!
Vi startede med en velkomstdrik, og en Appetizer, som bestod af en kammusling på en meget mild peberrodsskum.
Forretten var Gratineret torsketærte med svampeduxelle, sprød bund og citrongræs-essens.
Dertil fik vi denne vin!
Hovedretten var Antonius på to måder med små grøntsager i soja-ingefærsauce.
Dertil blev serveret denne vin!
Desserten var Varm chokoladesoufflé med vaniljeis og appelsin-Grand Marnier-coulischokoladesouffléen havde et dejligt indre,
Og dertil blev serveret denne dejlige dessertvin.
Vi sluttede af med en kop kaffe og petitfours.
Det var som sædvanlig en skøn oplevelse, maden var fantastisk smagfuld, og man kom rundt om alle smagsnuancer.
Som sædvanlig skal restauranten have 5 stjerner ud af 5 mulige.
Har du endnu ikke besøgt restauranten, - så gør det, så snart du er i nærheden af den tyske grænse, du vil få en pragtfuld oplevelse!

30. september 2010

Kotelet i fad med det hele.

Jeg sad og så ”Aftenshowet” på DR her til aften, hvor der blev lavet mikroovn mad, og nu er jeg ikke så vild med at lave mad i mikroovnen, og jeg syntes i øvrigt, at det virkede meget bøvlet, med den ene tallerken efter den anden, så jeg skulle selvfølgelig gøre det lidt mere praktisk, set med mine øjne, nemlig at lave det hele på en gang i ovnen, vel at mærke i den almindelige ovn.
I et fad kom der nogle kartofler krydret med
salt og
peber og
en sjat olie
og det blev sat i ovnen på 200 gr. og så gik jeg i gang med resten
en kotelet som kom i et fad, sammen med
1 snakpeber i strimler
1 løg i smalle både
1 tomat i store tern
10 cm. gourget i tern
1 fed hvidløg, krydret med
salt og peber samt
en god sjat blomme balsamico og
olie
Fadet kom i ovnen, som blev skruet ned på 180 gr. og efter ca. 20-25 min. var det hele klar.

29. september 2010

Så er jeg på banen igen!

men det bliver ikke med indlæg hver dag endnu, - det tror jeg i hvert fald ikke!


Tusind tak for alle de søde og medfølende hilsner, - og hvor jeg savner jer alle, men det har været en mærkelig periode, - mad - havde ingen stor betydning hos mig, jeg har bare spist lidt, når jeg var tilpas sulten, og det var ved gud ikke ofte og slet ikke de store kulinariske udfoldelser!
I dag her til frokost, fik jeg bare sådan lyst til æg og bacon, så det blev til denne lille hygge ret!
En tyk skive franskbrød blev udhulet en smule, og lagt i et lille ovnfast fad med lidt olivenolie, et æg blev slået ud og placeret i udhulningen, krydret med lidt salt og peber, bacon blev placeret rundt om ægget samt en enkel skive tomat, og drysset med tørret oregano og sat i ovnen på 200 gr. i ca. 15 min.
Det var sørme godt, og jeg var lidt ærgerlig over, at jeg kun havde lavet et stykke:)

18. september 2010

Jeg sidder ikke på den høje hest i øjeblikket!


Jeg er ved gud ikke oppe i omdrejninger, jeg tror det er penicillinen, der tager pippet fra mig, jeg skal være på den i 21 dage, jeg mangler kun lidt, men det er sørme en hård omgang. De første 12 dage var intravenøst, resten er piller, så ha tålmodighed med mig, - jeg savner faktisk at komme i gang igen.

14. september 2010

Tusind tak for alle hilsner, både under kommentarer og via email.


Jeg er nu kommet hjem fra sygehuset, det blev til 14 dage, og den gamle betændelse er ikke helt væk, men jeg får stadig antibiotika, så det skal nok lykkes!
Jeg er meget glad for alle hilsner fra bloggens læsere, og jeg er meget forundret over, at bloggen bliver brugt så meget som den vitterlig gør, jeg har i gennmsnit haft mere end 600 besøg, selv om jeg ikke har haft mulighed for at være på bloggen!
Her er nogle billeder fra min udsigt fra vinduerne i den stue, hvor jeg har ligget og flydt ud i disse 14 dage. Det sidste billede er fra d. 5.sept. i anledning af flagdag for de faldne soldater, det er iøvrigt på toppen af kasernen i Sønderborg, at flaget blafrer.

30. august 2010

Derfor er jeg ikke på bloggen!

Jeg holder en pause, ja det har jeg igrunden gjort et stykke tid, men det har sine naturlige årsager, da jeg ikke har været på toppen, og nu skal jeg lige indlægges nogle dage, så jeg kan få noget gammel betændelse i den ene lunge behandlet, så jeg lader høre fra mig, når jeg er klar igen.
Mangler du en opskrift? - Så kik i arkivet, det kunne jo godt være, at den er der!
Kærlig hilsen
Vibeke

26. august 2010

Tun med bløde løg og kartoffelmos med basilikum.

Det er ikke ligefrem nogen opskrift, men en god ide.
Kog kartofler, jeg koger dem med pil, og når de er nok, bliver de pillet og moset, tilsæt lidt varm mælk, krydr med salt, peber og finthakket basilikum, og slut af med en klat smør.
Steg tun bøffen som du kan lide den, steg nogle bløde løg.
Det smager fantastisk godt, og er hurtig lavet.

21. august 2010

Lidt laks og grønt

I dag kom jeg nemt omkring middagen, og den blev faktisk rigtig lækker
Små tomater
tykke skiver gourget
hakkede krydderurter
1 stor kartoffel i smalle både, og
1 stykke laks lægges på en rist i en lille bradepande med et par skiver citron, det hele dryppes med
olivenolie og krydres med
salt og
peber, og på gourget skiverne lægges de hakkede krydderurter, kartoflerne får desuden lidt
paprika.
Det hele sættes i en 180 gr. varm ovn i ca. 20 min.

18. august 2010

Krebinet med pasta og spinat

I dag stod menuen på noget med frisk pasta, nå ja, og en god krebinet er jo heller ikke så ringe.
Sæt vand over til pasta, jeg brugte frisk pasta
Form en krebinet af hakket kalv og flæsk, krydr med
salt
peber
paprika
Steg kødet i olivenolie ca. 10 min. på hver side ved forsigtig ild.
Pastaen koges og lige før, at det er ved at være færdig, kommes spinaten i gryden til pastaen, hæld det hele op en si, og kom noget fløde i gryden, krydr med
salt
peber og
chili samt
en spsk tomatpure,
kog igennem og tilsæt pasta, spinat blandingen, kog igennem og server.

16. august 2010

Oksebov i godt selskab!

Det kunne godt minde om en vinterret, men jeg vil påstå, at det er en perfekt ret til det vejr vi har i øjeblikket, især når man ikke spiser kartofler til.
En skive oksebov ca 700-800 gr. uden ben krydres med salt og peber, og lægges med lidt olivenolie i et lågfad og sættes i ovnen på 180 gr. i en ½ time
Kødet løftes op og nedenstående hældes i lågfadet.
3 løg i store tern
3 tomater i store tern
1 gourget i store tern
1 aubergine i store tern
1 grøn peber i store tern
3 fed hvidløg skiver
½ dl god balsamico
salt
peber
Olivenolie
1-2 kviste rosmarin
3-4 kviste persille
Kødet lægges tilbage over grøntsagerne, låget lægges over, og steges i ovnen på 180 gr. efter et par timer, skulle kødet gerne være mørt.
Jeg spiste ½ flute til retten!

En slags luksusbiks!


En gang imellem skal køleskabet ryddes, og i mit var der kogte kartofler, champignon der skulle bruges og små tomater, samt en svinekotelet.
Koteletten blev stegt.
Kartoflerne blev ristet ret godt i olivenolie, inden champignon blev tilsat og de sidste 5 min. kom de små tomater også på panden sammen med koteletten der lige blev varmet igennem
Af krydderier blev brugt salt, peber, paprika og chili, og lige før at det hele var færdig, røg der lige en lille klat smør på panden.
Det kan man da godt kalde luksusbiks:)

13. august 2010

Salat og medister!

I dag stod menuen på salat, men jeg syntes ligesom at der manglede noget, så der blev stegt noget grovhakket krydret medister, og det var da bare skønt, det er meget sjældent, at der bliver spist medister her hos mig, men i dag var det bare godt.
Salaten var en meget grovskåret salat, og indeholdt
minimajs delt i fire på langs
sukkerærter
agurk i store tern
tomat i store tern
salat
Og Dressingen bestod af
Græsk yoghurt
Mayonnaise
fløde
salt
peber
hvidløg
karse
Og det smagte skønt, sammen med den omtalte medister.

12. august 2010

Fiskesuppe med laks, torsk og fløde, - og så lidt andet!

Jeg har i lang tid ikke skrevet særlig regelmæssig på bloggen, og det er fordi, at jeg simpelthen ikke har haft lyst til at fortælle om alle de dårligdomme, som jeg ”roder mig ud i”, nej selvfølgelig er det ikke min skyld, at mit system ikke fungerer som det skal, men nogen gange bliver det bare for meget, i korte træk ser det sådan ud!
Jeg fik noget nyt medicin mod gigten, som jeg skulle tage via en sprøjte, der gik ca. 10 uger, så kunne jeg bare ikke tåle det, og måtte tilbage på min gamle medicin, så skal jeg igennem en masse undersøgelser for at se om jeg er egnet til at få biologisk medicin, og i en af de undersøgelser finder de ud af, at der kan være problemer med hjertet, det finder jeg så ud af i morgen, om det er rigtigt da jeg skal til en hjerte og lungeundersøgelse, jeg har enorm meget vand i benene og det kunne også godt tyde på, at der er bøvl med hjertet, men lad os nu se.
I går aftes lavede jeg lige en omgang fiskesuppe!
2 dl. fiskefond
1 dl. tør hvidvin, blev kogt sammen og tilsat
Lidt Safran
lidt chili
salt og
peber
1 gulerod i tynde skiver
2 forårsløg i små stykker og
½ dl. fløde
1 stykke laks i store tern og
1 stykke torsk i store tern
Det simrede ca. 5 min. og så var det klar,og så fik den lige et drys persille. Suppen smagte skønt!
Jeg spiste en flute til suppen

7. august 2010

Atter en madoplevelse på Restaurant Bind.

I går aftes var vi igen ude og spise på Restaurant Bind, og det var lige som sidst, en skøn oplevelse, maden var perfekt og vinene passede til maden, betjeningen var lige som sidst, dejlig afslappet, hvilket i grunden må være en kunst, da der var mange gæster i restauranten.
Vi var, min datter, svigersøn- som naturligvis var vores fotograf, veninde og jeg, og vi blev budt velkommen af Pia Bind, og inviteret ud i køkkenet til en velkomstdrink, det var hyggeligt og interessant, da køkkenet selvfølgelig var i fuld sving, men det foregik på en skøn afslappende og rolig måde, kokkene var koncentreret om deres job, alt skal jo være perfekt, og se perfekt ud, og når det så kan foregå på en dejlig rolig måde, hvor skønhed og kreativitet går op i en højere enhed, må dette være en arbejdsplads, man må elske, at være en del af. Det var i hvert fald mit indtryk af dette køkken, og jeg har en del erfaring på dette område, fra mit tidligere virke!
Her er lidt billeder fra Køkkenet. på billede nr. 3 ser du Christian Bind og her ser du Pia Bind!

Menuen bestod af en Appetizer fra køkkenet, som bestod af bl.a. skinke og melon.
Forretten var Gratineret Kuller med tomatmos og fennikel, det smagte fantastisk og var en perfekt sammensætning, dertil fik vi denne vin
Hovedretten var Lam på to måder, på en bund af Ratatouille og rosmarinsauce, sikke en skøn duft der ramte vores næser da det blev serveret, og smagen levede fuldstændig op til duften, (den ret skal jeg have prøvet af i mit køkken.) Dertil blev serveret denne vin.
Så fik vi en oste tallerken den bestilte min datter og veninde mens jeg var ude og ryge, og ostene var skønne, men det var i sidste ende bare lige i overkanten af, hvad jeg kunne spise,(jeg kan ikke huske navnene på de forskellige oste, de var gode og spændende) da vi også skulle have dessert.
Desserten var lun blommekompot med en limeknôdel og verbena-is. Interessant sammensætning! Og en fin afslutning på selve menuen dertil blev serveret denne vin.
Vi sluttede hele seancen af, med en kop kaffe og der blev serveret petit fours til
Atter en gang en pragtfuld oplevelse, som er dem man samler på:) og atter får restauranten fuldt hus af kokkehuer, som i min bog er 5 af 5.
Er du i nærheden af Restaurant Bind i Sønderhav ved Flensborg Fjord, og elsker god, spændende mad - samt skønne omgivelser og en dejlig atmosfære, så kik ind på Restaurant Bind.
Se mit indlæg fra første gang, jeg besøgte dette skønne sted.