Viser opslag med etiketten Panderet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Panderet. Vis alle opslag

16. juli 2010

Skøn risret med rejer

Jeg havde lyst til ris i dag, og da jeg altid har en del rejer i forskellige størrelser i fryseren blev det ”kødet” i retten, som er inspireret af paella.
Olie kommes i en pande, derefter
1 finthakket Løg
1 finthakket fed hvidløg og
1 grøn peber i tern og
1 stor tomat i tern. Krydr med
salt
peber
chili i flager. Tilsæt
3 dl. paella Ris, som lige klares, tilsæt
1 dl. hvidvin og kog vinen væk, tilsæt
ca. ½-3/4 liter Hønsefond, kog op, tilsæt et par håndfulde
store rejer
rør rundt og sæt panden i ovnen på 160 gr. rør af og til, ca. 10 min. før retten er færdig lægges de
5-6 Kæmpe rejer med skal, rundt øverst (man kan tilsætte mere fond, hvis det er nødvendigt)
Når de øverste rejer er klar, tages panden ud af ovnen og der pyntes med
citronbåde. Det smagte vidunderligt!

11. juli 2010

Parpadelle med champignon og kylling

I dag havde jeg bare lyst til noget pasta, og eftersom at jeg havde noget bryst tilbage fra min bornholmerhane, så var det jo nærliggende med ovenstående menu!

Kog Parpadelle
På en pande ristes
1 fed hvidløg i skiver,
1 tomat i små tern og
champignon i kvarter, tilsæt
saften af ½ lime, krydr. med
salt
peber, tilsæt
1½ dl. fløde og
1½ dl. hønsefond, og
kødet fra et kogt eller stegt kyllingebryst, kog ind og tilsæt
1 håndfuld frisk basilikum, evt. lige revet over, vend den kogte Parpadelle
i blandingen på panden, og sørg for det hele er varmt
hæld op på en tallerken og riv noget parmesan over retten.

1. juni 2010

Mørbrad, - i en slags biksemad.

Jeg havde en ½ svinemørbrad, der skulle bruges, så det blev til en panderet, eller rettere en slags biksemad!

1 stort løg skæres i ringe og klares i
olivenolie, tilsæt
½ mørbrad skåret i små bøffer som sættes på højkant og får et tryk med hånden, krydres med
salt
peber
chili, rist indtil mørbradbøfferne er ved at være færdig, tilsæt
2 store champignon i passende stykker, som lige fik lidt citronsaft, og tilsæt
1 rød og
1 grøn tomat skåret i store tern samt
4-5 kogte, ikke for store kartofler i kvarter, kog igennem ,
smag til med
salt
peber
og vend en håndfuld skåret basilikum i ”biksemaden”.

Smagen var perfekt, og det blev faktisk en ret mager ret!

8. maj 2010

Mørbradbøf, med skønt tilbehør!

Dagens ret blev meget lækker, den smagte vidunderligt.
Det vigtigste er, at når man laver retten i en stor pande, så steg ved lavt blus!

1 pers.
3 små mørbradbøffer får et lille tryk, og marineres i
olie, med
Provence krydderier
hakket hvidløg
chili
salt
peber i en ½ time
kartofler koges
Portobello svampe skæres i skiver
Asparges klargøres
En klase små tomater gøres klar
1 lime
Rist bøfferne på en stor pande, ca. 2-3 min. på hver side, tilsæt tomaterne.
svampeskiverne tilsættes, de skal krydres med
salt
peber
paprika
og saften af en lime, som også presses ud over bøfferne.
Skub alt i panden lidt til side.
Kom en klat smør i panden, og læg aspargesene i smørret, de er hurtigt klar, og så er det bare at arrangere, evt. med lidt pynt, som her er balsamicomousse og lidt skåret krydderurter.

20. november 2009

Bøf med mozzarella, tomatsauce og ravioli

Jeg skulle have haft fisk idag, men det havde jeg pludselig ikke lyst til, så de røg i fryseren.


Så fandt jeg noget hakket oksekød, formede det til en bøf,
stegte den på panden, og de sidste fem min. lagde jeg
en skive mozzarella på toppen, og
tilsatte en ½ dåse flåede tomater, jeg hakkede tomaterne i stykker med grydeskeen og kogte det sammen med salt, peber, paprika og Basilikum.
Samtidig kogte jeg en pakke friske ravioli som var fyldt med ost og tomat, da de var klar, blev de vippet op i stegepanden til bøf og tomater, kogt 1 min. i tomatsaucen, og så var maden færdig, og kunne nydes, mens jeg så "Vild med Dans".

1. november 2009

Kæmperejer i skønt selskab


Jeg fik lyst til at lave et eller andet med kæmpe store rejer, og her er resultatet.
5 virkelig store rejer blev tøet og skallen pillet af undtagen haleskal
1 gulerod skåret i Julienne
1 stk. courgette i julienne
Papaya i skiver (giver en skøn smag )
100 gr. frisk spinat
salt peber
Ovenstående sauteres på en pande nogle få min.
1 tomat i tern tilsættes samt
1 dl. tør hvidvin, - kog ned til det halve, og tilsæt
nogle kolde klatter smør, ryst panden til smørret har samlet væsken, smag til, og server med
Ris kogt med safran

12. oktober 2009

Kotelet, - med hvad jeg lige havde!

Jeg havde!
2 store koteletter ( de steges begge to, men den ene gemmes til pålæg)
5-6 store champignon som blev renset
1 tomat blev halveret
1 stort rødløg som blev skåret i tre tykke skiver
Nogle kogte kartofler blev halveret
et stykke courgette skåret i skiver
citron

Ovnen blev tændt på 200 gr. og kartoflerne og courgetterne kom i et lille fad, med lidt olivenolie, salt, peber og paprika, fadet kom i ovnen
Koteletterne blev krydret med salt peber, paprika og blev stegt tre min. på hver side, derefter kom champignon, tomater og de tykke løg skiver i stegepanden, hvor de stegte videre sammen med koteletterne
Over løgskiverne dryppede jeg lidt blommesisup, og så lagde jeg en citronbåd ned i panden.

Det hele stegte ved et stille blus, og alt blev vendt undervejs
Arranger det hele på en tallerken, og tag en sjat vand, kog panden af, og hæld det over koteletten!

Den anden kotelet bliver dejlig til en sandwich i morgen, der er endda nok kød til to.
Det smagte fantastisk!

24. september 2009

Nakkekotelet med karrychampignonflødesauce og ris


Risen blev sat over og
nakkekoteletten krydret med salt, peber, paprika og karry derefter ristet på panden stille og roligt, så den ikke brændte på´, men blev gennemstegt.
Champignon kom i panden til koteletten, og da de var ved at være klar, blev de drysset med karry og lidt citronsaft blev presset over.
1 dl. vand blev tilsat og 2 dl fløde, og det hele blev kogt igennem, saucen tykner selvfølgelig af fløden, saucen blev smagt til med salt, peber og karry
Sådan, - så var retten færdig, saucen var ikke stærk, og den smagte faktisk ret godt.

Lidt tomatbåde pyntede på tallerkenen!