8. marts 2009

Hvorfor pokker er det så upraktisk!

Det er ikke for at få medlidenhed, at jeg skriver dette, for jeg er nærmest vred, både på min og andres vegne.
Min Leddegigt gør, at jeg evig og altid skal kæmpe med alt der skal åbnes, poser, juicekartoner, flasker af enhver art, ja guderne hjælpe mig også bøtterne med min gigt medicin!
Jeg er træt af at stå og kæmpe med alt, der skal åbnes.
Jeg har fået nogle hjælpemidler, og dem er jeg taknemlig for,- jeg bliver altid ubeskrivelig glad, når nogen har fundet et nyt nyttigt redskab.
Jeg har forståelse for, at nogle ting skal være lukket ordentlig, børn er jo nysgerrige.
Men behøver man, at pakke ting og sager ind i en masse, i mine øjne, unødvendig emballage, der er umuligt at åbne, jeg står og fægter med knive og sakse for at få det åbnet, og hvordan tror I, at det ser ud, med fingre der er krumme af gigt, der ikke kan få den forbistrede saks til at makke ret, - ja ja, det ser komisk ud, men hvis man tager et kvarter om at åbne for pakken med den nye tandbørste, så er det så som så med det sjove, så føler man sig rimelig hjælpeløs!
Jeg kan en masse med mine hænder, det beviser jeg jo faktisk hver dag, men det er bare det, at når noget ikke kan lade sig gøre, så som at åbne et eller andet, og man må vente til der kommer en fra familien, som kan hjælpe en, så er det altså irriterende.
I dag skulle jeg have åbnet en ny flaske med Gastrik, (det er Karamelliseret sukker og æblecidereddike), og jeg ville bruge det, først skulle jeg have det folie af som sidder som en eller anden sikkerhedsforanstaltning for, at flasken ikke har været åbnet, det tog 17 min. for den sad simpelthen så stramt på flaskehalsen, og op omkring proppen, at det var umuligt at lirke noget ind under, jeg prøvede at skære med den dims, man bruger til at skære folien af vinflasker, men det fungerede ikke, så jeg fik på en eller anden måde skåret et lille snit, med en kniv, og så kunne jeg få lirket et lille stykke folie fri, og så kunne jeg ikke komme videre, indtil jeg kom i tanker om, at jeg kunne bruge en tang, mig over i værkstedet, der fandt jeg en spids flad tang, den kunne bruges til få fat i det lille stykke folie jeg havde fået fri, og så lidt forsigtig dreje tangen, så folien gik mere og mere i stykker og samtidig blev drejet omkring tangens spids, og det virkede,langt om længe - så skulle proppen af flasken, det tog heldigvis kun et min. for jeg har fået en smart tingest af min bror, som jeg kan klemme om proppen og lirke den op, det er sådan en prop med plastik øverst så man kan lukke flasken igen.
Ja dette er faktisk et godt eksempel på mit problem, med uhensigtsmæssig indpakning, hvorfor var der ikke bare en snip midt i folien, hvor man kunne trække med eller uden tang, det skulle jo bare være perforeret på hver side af den snip, så havde det sikkert kun taget fem min. og det bliver jo brugt mange andre steder.
Der må være andre, der har lignende oplevelser, det er ikke kun gigt der kan være skyld i, - at man har svært ved at åbne, stort set alt!
Hvad gør I?
Hvor har I problemer?
Hvilke hjælpemidler har I?


Dette er et modelfoto

22 kommentarer:

  1. Kære Vibeke
    Argh, jeg ved alt for godt hvordan du har det. Det er de mest umulige indpakninger ting bliver puttet i. Jeg bruger en urtekniv til at åbne det meste bløde emballage med. Hvis jeg har bøvl med noget i løbet af dagen, kan jeg finde på at ringe på hos naboen. Der har jeg tit stået og gloet med et glas marmelade eller en sodavand med skruelåg. Jeg åbner kun min medicin første gang, så kommer jeg pillerne i en frysepose og sætter mærkat på. Så skal jeg ikke bøvle med låg, æsker eller blisterpakninger.
    Lad mig gætte: det var en gastrik fra Meyer? :-)
    Jeg håber at den var besværet værd.
    Knus
    Malou

    SvarSlet
  2. Åh Vibeke, vi der ikke har leddegigt kender også problemet - jeg må tit bede husbond åbne ting for mig. Du har ret i, at det er for dårligt, at det skal være sådan. Min gamle far har jo også problemet som alle ældre mennnesker, og han har en skruelågsåbner under et af de øverste skabe i køkkenet og en elektrisk dåseåbner. Men det løser jo ikke alle problemer ...

    SvarSlet
  3. Kære Vibeke
    Kender det også alt for godt. Og bliver ligeså vildt irriteret. Men det er da endnu værre for jer, som mangler kræfter i hænderne, har gigt eller andet.
    Jeg har desværre ikke noget bud på, hvad man kan gøre.
    Kærlig hilsen
    Hanne

    SvarSlet
  4. Jamen vi er i samme båd Vibeke. Jeg har også leddegigt såh jeg kan jo kun nikke genkendende til dét du skriver. Det er frygtelig irriterende at madvarer og medicin fremfor alt skal pakkes ind så det er SÅ svært at åbne. Håber gigtforeningen får noget ud af underskriftsindsamlingen de har været i gang med i længere tid. God søndag ;)

    SvarSlet
  5. Kære Malou
    Jeg var godt klar over, at du havde det samme mas som jeg, med de fingre og hænder, men at det er så slemt, kom bag på mig, foreksempel hvis jeg skal åbne et marmeladeglas, så knalder jeg det ned i bordet, lige der hvor låget går ned og griber om glasset, det løsner låget, så jeg kan skrue det af,det er noget med at få luft ind under låget, man kan også få et redskab til det, men det virker ikke altid.
    Det er en god ide at komme pillerne i en pose, især da der ikke er små børn i huset.
    Ja det er Meyer der laver den Gastrik, og den er så god, at trods besværet, køber jeg den igen, men næste gang min bror eller min datter kommer, bliver de sat til at åbne de flasker.
    Knus fra
    Vibeke

    SvarSlet
  6. Kære Vibeke
    Ja jeg har jo ikke ledegigt, men jeg kender alt for godt til problemet med ikke at kunne få noget op, og mine fingre er trods alt raske, så det må være et mareridt med alt den emballage der skal af ting. Jeg kan slet ikke forstå at der tingene skal pakkes ind i så mange ting.
    Jeg har ikke rigtig nogle bud på hvordan man kan løse problemerne...
    Ha en god søndag
    Kærligst pernille

    SvarSlet
  7. Kære Madame.
    Jeg har ofte tænkt på, om det er fordi, at vi kvinder skal føle os hjælpeløse, at de lukker "stort set alt" så umuligt, at der skal mandekræfter, til at få det åbnet, jeg bad også min mand om hjælp,- også inden at den gigt fik fat.
    Passer det apparat, under din fars skab, til alle skuelåg?
    Jeg har også en eldåseåbner, men dåserne må ikke være for bløde,for så virker den ikke.
    Kærligst
    Vibeke

    SvarSlet
  8. Kære Hanne, du kan tro, det er irriterende, og tidsrøvende.
    Varm hilsen fra
    Vibeke

    SvarSlet
  9. Kære Anette
    Ja jeg er ved at blive idiot, af hele tiden at rende ind i de problemer som gør, at man føler sig endnu mere indvalid, og det er ikke særlig befordrende for et godt liv.
    Jeg håber også at de får noget ud af deres kampagne, det ville være dejligt.
    Hvordan klarer du dig i det daglige? Har du nogle hjælpemidler, der gør livet lidt lettere?
    Knus fra
    Vibeke

    SvarSlet
  10. Kære Pernille.
    Det er også et mareridt nogen gange, ja som du kan læse i mit indlæg.
    Jeg ved heller ikke hvofor det skal være så besværligt med alt den indpakning, det er et stort resursespild.
    Knus
    VIbeke

    SvarSlet
  11. Jeg føler med dig og kan godt forstå, du er hamrende irriteret over din hjælpeløshed. Misforstå mig nu ikke, fordi jeg bruger det ord - det er ikke negativt ment :-)
    Jeg er også hamrende irriteret, men fordi jeg synes, det er et forfærdeligt spild. Alle taler om CO2-udslip, affaldssortering og miljøvenlighed i én uendelighed.
    Alligevel er det meste af vores affald emballage, emballage og endnu mere emballage.
    Jeg har ikke gigt, men må også somme tider bede John om at hjælpe mig med at åbne et eller andet for mig.
    Det er bare ikke i orden.

    SvarSlet
  12. Kære Ellen
    Ja det er resursespild, og det er virkelig slemt, nu går man jo ikke lige ud og vælter alt hvad man har i skaldespanden ud, men jeg er sikker på, at skaldespandene kun behøvede at være halvt så store, hvis ikke man ikke skulle smide alt det unødvendig indpakning væk.
    Nu er det sådan, at her i kommunen, har de ikke noget med at sortere, det kunne vist ikke svare sig, så alt kommer i en spand!
    Kærligst
    Vibeke

    SvarSlet
  13. Med hensyn til
    hænderne er jeg normal,
    men kan derfor på
    emballagen godt blive gal.

    Pålægs og oste pakker var en sand plage, indtil jeg udvidede køkkenredskaberne med en lille fladtang. Nu går åbningen som en leg.
    Et er at åbne en dåse torskerogn, noget andet er at få rognen ud. Men da jeg fandt ud af at køre en stikkepind eller et gillspyd (bambus) hele vejen rundt langs dåsens kant var problemet løst. Alle de små ufødte torsk glider ud som en leg!

    SvarSlet
  14. Ja Rimkoger det med fladtangen, fandt jeg ud af i går aftes, nu indgår den også i mine køkkenredskaber, jeg har såmen spekuleret på, om jeg skal over i værkstedet og pakke en værktøjskasse, til brug i køkkenet, og det er ikke en joke, det kunne let blive en nødvendighed, hvis de embalageskabere ikke begynder at tænke på, at det er mennesker der skal åbne deres finurligheder, og at ikke alle, har en hel maskinpark til deres rådighed.
    Kærligst
    Vibeke

    SvarSlet
  15. Vibeke, jeg kan kun nikke genkendende til dine problemer, og jeg har ikke leddegigt, men jeg tror jeg har fået slidgigt i leddet ved tommelfingeren, og jeg står jo med medicinlåg hver dag. Jeg fatter ikke al den emballage,men nogen løsning har jeg ikke.

    SvarSlet
  16. Kære Lene
    Jeg må til at gøre som Malou, hæld medicinen op i poser, når man får det ind af døren, så er det kun en gang man skal have fat i det låg.
    Slidgigt, kan også være djævelsk.
    knus
    Vibeke

    SvarSlet
  17. Hej igen Vibeke - ja jeg har lidt hjælpemidler - kan ses her http://www.kenja.dk/wordpress/?p=4846
    Klarer mig fint nok som regel med et 20 timers flexjob og en mand derhjemme der i meget høj grad laver mad og hjælper med rengøringen. Det er skønt!
    Hvad med dig?

    SvarSlet
  18. Kære Anette
    Jeg kan se, at jeg har lidt af disse hjælpemidler.
    Jeg har ikke mulighed for at arbejde, gigten ramte både arme og ben med et slag, i forbindelse med en influenza i 1998, Jeg har fået indopereret to nye knæ, og det hjalp meget.
    Jeg bliver undersøgt hver tredje måned på Gigthospitalet i Gråsten, og jeg er hos min læge hver 6. Uge, for at få taget blodprøver, så vi kan se hvor aggressiv gigten er!
    I det daglige klarer jeg mig nogenlunde, og hvis det er for vanskeligt, så ber jeg om hjælp ved min datter, svigersøn eller min bror.
    Kærligst
    Vibeke

    SvarSlet
  19. Det lyder til at være meget pludselig du fik gigt. Får du ingen gigtmedicin? Indimellem hvis jeg ikke har fået mit gigtmedicin får jeg nogle meget voldsomme smerter som regel i et døgns tid. Derefter får jeg hurtigst muligt et skud binyrebarkhormon som er noget MØG for min diabetes så det er en lidt ond cirkel i de perioder hvor jeg har holdt pause med gigtmedicinen.

    SvarSlet
  20. Jo Anette, jeg får gigtmedicin, jeg er lige i en periode, hvor jeg skal skifte til et middel, der skulle virke bedre, jeg får en gang imellem et skud binyrebarkhormon, men det er sjældent, jeg ber om det, for jeg vil helst ikke have det.
    Det er da noget rod, med både gigt og diabetes, det gir da nogle voldsomme konflikter.
    Knus Vibeke

    SvarSlet
  21. Jeg har ikke leddegigt, men er opereret i begge hænder for 'nerveklemning'. Dette har betydet, at jeg har knapt så mange kræfter i hænderne, særligt tommelfingeren, så jeg kan udemærket sætte mig ind i problematikken... Synes dog at jeg så på et tidspunkt, at et eller andet ministerium ville gå ind i sagen og arbejde på, at vi fik mere forbrugervenlige pakninger.

    SvarSlet
  22. Ja det kan være noget frygteligt rod med både diabetes og gigt. Det er hårdt til tider. Er det så nogle af de biologiske gigtmidler du skal ha?

    SvarSlet

Du er velkommen til at kommentere mine indlæg, det er hyggeligt med lidt respons!